Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Opbakning til dansk musik
December 2018
DR sætter fuld
knald på "P3 Guld"
TV-værten Signe Molde indtager hovedrollen, når DR sender "P3 Guld" live fra Odense den 26. januar. Og som noget nyt bliver begivenheden TV-transmitteret på DR's hovedkanal.

DOK5000 i Odense kommer til at danne rammen om en af årets vigtigste begivenheder for den danske musikscene, nemlig "P3 Guld", som hylder musikken, de danske kunstnere og ikke mindst alle de danskere, der elsker musikken.

Det bliver den erfarne TV-vært Signe Molde, som sammen med P3's faste musikværter guider deltagere, seere og lyttere igennem aftenen, hvor en bred skare af musikere fra den danske musikscene optræder.

Showet sendes live på DR1 og på P3 klokken 21.00 fra DOK5000. I modsætning til tidligere år sendes "P3 Guld" på DR's hovedkanal, og ambitionen er at brede den nye danske rytmiske musik ud til endnu flere danskere.

Den internationale musikscene

– Tydelig opbakning til dansk musik er afgørende vigtigt i en globaliseret tid, hvor internationale kunstnere hurtigt kan løbe med opmærksomheden, siger DR's radiochef Gustav Lützhøft. – "P3 Guld" har gennem årene haft stor succes med at spotte, hylde og bane vejen for talentfulde kunstnere i dansk musikliv. Siden 2001 har "P3 Guld" således været karrierekatalysator for nogle af de største danske artister i dag.

Af tidligere prismodtagere kan nævnes Karl William, Benal, MØ, Ukendt Kunstner, Marie Key, Fallulah og When Saints Go Machine, som alle har sat sit præg på dansk musik.

Lytterne er med til at bestemme

I ugerne op til "P3 Guld" annonceres de nominerede til priserne "P3 Prisen" og "P3 Talentet" i P3's daglige musikprogram "Musikchefen", der sendes fra klokken 12-14 mandag til torsdag. Her sætter vært og musikansvarlig på P3, Mathias Buch Jensen, ord, stemmer og lyd på de musiknavne, som seere og lyttere kommer til at møde til "P3 Guld".

Udover "P3 Prisen" og "P3 Talentet" uddeles også "P3 Lytterhittet", hvor det er P3's lyttere, som to uger før "P3 Guld" vælger fire nominerede. Vinderen findes dog først under selve "P3 Guld"-showet.

Masser af musik i Odense

I ugen op til "P3 Guld" flytter flere af P3's musikprogrammer til værtsbyen Odense for at live-sende musik med aktuelle P3 Guld-navne foran et publikum. Og også for Odense by er "P3 Guld" mere end selve showet lørdag aften.

– Vi glæder vi os til at byde "P3 Guld" velkommen, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel. – Odense kommer til at summe af musikalsk aktivitet.

"P3 Guld" produceres af produktionsselskabet Monday, og billetter til showet kan købes via drbillet.dk fra den 8. januar.

Gå tilbage


DR sætter alle sejl til, når "P3 Guld" skal afvikles fra Odense den 26. januar. Signe Molde bliver vært i den direkte TV-transmission på DR1 (foto Agnete Schlichtkrull).
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+