Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Sygeplejeskolen
Marts 2019
TV 2 Charlie slår
sine egne recorder
Første sæson af "Sygeplejeskolen", som blev sendt i efteråret 2018, er den mest sete programserie nogensinde på TV 2 Charlie. Og "Sygeplejeskolen II" er kommet flyvende fra start...

TV 2 Charlie har de seneste to søndage slået fast, at kanalen er blevet en væsentlig spiller på det danske marked for tv-serier. Dramaserien "Sygeplejeskolen II" blev nemlig set af en halv million danskere og det gjorde Charlie til Danmarks mest sete kanal i dette tidsrum – foran både TV 2 og DR1.

Den halve million blev endda til over 550.000 seere, når Gallup tilføjer den sening, som sker via optagelse og catch up-service i op til syv dage efter tv-visningen. Hertil kommer en betydelig sening på TV 2 Play samt knap 100.000 seere til genudsendelsen.

"Sygeplejeskolen" sæson 3 og 4

– Efter "Mercur" i 2017 og premieren på "Sygeplejeskolen" i 2018 er det nu tredje gang, at Charlie præsterer stor, dansk fiktion, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang. – Det er tydeligt, at disse serier passer godt til kanalens publikum, og dét er baggrunden for, at vi allerede nu har besluttet at producere flere sæsoner af "Sygeplejeskolen".

– Det krævede en helt ekstraordinær indsats af skuespillere og resten af produktionsholdet at levere "Sygeplejeskolen II" så hurtigt efter første sæson. Der er derfor brug for lidt mere arbejdsro i forbindelse med produktionen af sæson 3 og 4. Og for at give serien de bedst mulige betingelser sætter vi derfor arbejdet i gang allerede nu.

Katrine Vogelsang kan dog endnu ikke sige, hvornår "Sygeplejeskolen III" og "Sygeplejeskolen IV" vil være klar til visning på TV 2 Charlie og TV 2 Play.

Rekordhøj vurdering

Det er i øvrigt ikke kun via de høje seertal, at danskerne har vist deres opbakning til "Sygeplejeskolen". Seerne har også givet de to første afsnit af "Sygeplejeskolen II" en kvalitetsvurdering på 4,5 på skalaen fra 1 til 5, hvor 5 er bedst.

Det er usædvanligt høje vurderinger – faktisk blandt de højeste vurderinger på dansk tv i 2019.

Betydelig interesse fra udlandet

Også i udlandet er der interesse for "Sygeplejeskolen". Første og anden sæson er nemlig solgt til Norge, Sverige og Finland. Og uden for Norden er første sæson solgt til Holland, Belgien og Luxembourg (Benelux), Spanien og lande i det tidligere Jugoslavien, foruden at der er forhandlinger i gang med andre lande.

Næste afsnit af "Sygeplejeskolen II" kan ses på TV 2 Charlie søndag 31. marts klokken 20.55 – eller allerede nu på TV 2 Play.

"Sygeplejeskolen II" er produceret af SF Studios med producer Senia Dremstrup, manuskriptforfatterne Lars Mering og Claudia Boderke samt de to instruktører Roni Ezra og Lars Kaalund i spidsen.

Gå tilbage


Anna og Erik (Molly Egelind og Morten Hee Andersen) endte med at blive par i første sæson af Sygeplejeskolen. I anden sæson udfordres parforholdet af udefra kommende forviklinger (foto Henrik Petit/TV 2).
Klik for større billede

Scenen med morgensang blev optaget i gangen på Fredenslund Sygehus. På billedet ses bl.a. Molly Egelind, Ulla Vejby og Anette Støvelbæk samt fotograf Jan Pallesen (foto Henrik Petit/TV 2).
Klik for større billede

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+