Untitled Page
Om mennesker, medier,
kreativitet og teknik i AV-branchen
Forside Artikler Web-TV Nyhedsbrev Kontakt Annoncer/Ads
Gå tilbage

Kulturministeriet
Torsdag den 14. november 2019
Bibliotekerne skal
styrke børns læselyst
Kulturministeriet har lanceret et tiltag, der skal styrke børns læselyst og åbne op for blandt andet sociale læsefællesskaber. Der er afsat 7 mio kr til initiativet, som landets biblioteker skal udrulle.

– For mange børn er bøgernes verden en fjern galakse, og undersøgelser viser, at børns læselyst i disse år er under pres, siger kulturminister Rasmus Prehn. – Men vi får ikke flere børn til at læse ved at løfte pegefingre – vi skal i stedet skabe begejstring og pirre til nysgerrigheden omkring det at læse og opleve litteraturen sammen.

– Ved at afsætte penge til initiativer forankret omkring skolernes fritidstilbud, så rammer vi de børn, der ikke selv finder vej til børnebiblioteket...

0. til 3. klasse

Midlerne i læselystpuljen er målrettet børn i 0. til 3. klasse, og de skal bruges til at skabe lokale samarbejder mellem biblioteker og såvel fritidsordninger som fritidshjem om projekter, der giver børnene gode oplevelser med læsning i fællesskab.

Bibliotekerne har rent faktisk tilbagegang i bogudlånene, og de ansatte har derfor et ekstra incitament til at udnytte deres faglige kendskab til, hvordan litteraturen bedst sættes i spil, så den rammer børnene.

Kortlægning af indsatsen

Som en del af læselystindsatsen igangsættes der også en kortlægning af bibliotekernes eksisterende læselystprojekter. Dette projekt skal give et overblik over de særligt værdifulde erfaringer, som nye initiativer kan bygge videre på.

Der er afsat 6 millioner kroner til læselystpuljen, og derudover er der afsat 1 million kroner til national koordinering og udvikling af læselystindsatsen.

Fakta om børns læsevaner

Siden 2010 er antallet af børn, der læser mindst flere gange om ugen, faldet fra 61 % til 56 %. Faldet er størst hos pigerne – fra 68 % til 59 % – mens andelen af drenge, der læser mindst flere gange om ugen, er faldet fra 53 % til 52 %.

75 % taler sjældent eller aldrig med deres venner om læsning, viser tal fra Børns læsevaner 2017.


Gå tilbage

> Webmaster

> Support
> Privacy
> Cookies
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+
Rode Video Mikrofon og VideoMic Pro+